Danske Kvinders Beredskab (DKB) blev stiftet på landsplan i marts 1940 som en underafdeling af Dansk Luftværnsforening. DKB skulle deltage aktivt i luftbeskyttelsen samt ikke mindst stå til rådighed for myndighederne, når der var brug for hjælp til forplejning, sygepleje, socialt arbejde og børnepasning.
I Jyderup blev en forening stiftet i august 1940, og gennem alle krigsårene havde den samme bestyrelse. Medlemmerne deltog i kurser og holdt øvelser. Det skete bl.a. på Dyrskuepladsen d. 19. april 1945, hvor forplejningsholdet skulle lave bouillon til 100 personer på to bål. Fra d. 5. maj 1945 og 14 dage frem var det ikke længere øvelse - da sørgede DKB’erne i Jyderup for forplejning af 30-80 lokale frihedskæmpere, der daglig blev bespist på Sølyst. På landsplan havde foreningen fra start af 42.000 medlemmer, men efter krigen faldt medlemstallet brat, idet DKB fik konkurrence af diverse lotte- og marinekorps.